Generalforsamling i Snekkersten IF
![image](https://www.sif-fodbold.dk/media/4089/generalforsamling.jpg?crop=0,0.059259259259259248,0,0.26563525550867328&cropmode=percentage&width=790&height=400&rnd=130975741850000000)
Kære alle,
Vi har en fin tradition for at vores spillere, trænere og ledere møder op til den årlige generalforsamling – og det er en tradition, som vi har forventning til at vi fortsætter. Den afspejler bl.a. at vi interesserer os for, hvad hinanden laver og hvor Snekkersten IF – Fodbold er på vej hen – og på generalforsamlingen onsdag den 25. marts kl. 19.00 har vi valgt bl.a. at sætte et særligt fokus på følgende:
- En ny sportslig vision: ÉN KLUB – ÉN FØLELSE er udarbejdet henover efteråret i samarbejde med en række trænere og ledere i fodboldafdelingen og skal være med til at stikke rammer ud – og sætte retning og en sammenhængende blå tråd i den sportslige udvikling. Den skal nu for alvor foldes ud og implementeres i vores fodbold dagligdag.
- Vores faciliteter i Snekkersten Idrætscenter er med til at rekruttere nye medlemmer – og også fastholde medlemmer i fodboldafdelingen. Vi har haft et særligt ønske om at opgradere på vores sundhedscenter – og har lykkedes med at indsamle midler fra forskellige fonde med mere, som har gjort det muligt at indkøbe nyt og opgraderet udstyr – og med Kenneth Jensen som primus motor er vi meget tæt på en officiel åbning af det nye træningscenter.
- En ny cafe – Cafe Cabas – har set dagens lys og bygger ovenpå vores eget forsøg på at drive en foreningsbaseret cafe i Snekkersten Idrætscenter. Cafe Cabas er en cafe, der beskæftiger personer, der af forskellige grunde har svært ved at få fodfæste på det almindelige uddannelses- og arbejdsmarked. Kom og hør nærmere om vores samarbejde med cafeen og vær med til at give forslag til hvordan vi udvikler det fælles samarbejde i det, som er selve nerven i Snekkersten Idrætscenter.
- Vi samarbejder med en lang række interessenter for at kunne drive og udvikle fodboldafdelingen: Helsingør Kommune, DBU Sjælland, DGI og mange flere. FC Helsingør er en nær samarbejdspartner, hvor vi bl.a. årligt afleverer flere talentfulde piger og drenge til de mange ungdomshold – og et FC Helsingør som januar blev opdelt i et aktieselskab, som har ansvaret for 2. division og U 19 holdet, medens de øvrige årgangshold ligger i foreningen, FC Helsingør.
- Vi har også haft et ønske om at modernisere vores vedtægter i fodboldafdelingen, så de i større grad afspejler den tid og det samfund som vi lever i. En række mangler er tidligere blevet påpeget i forskellig sammenhæng og dem har vi taget udgangspunkt i og brugt som anledning til at gå de samlede vedtægter igennem og foretage forskellige justeringer og rettelser. Ændringer og drøftelser af vedtægter er i sagens natur placeret under indkomne forslag. En arbejdsgruppe bestående af Bent Rasmussen, Jan Henriksen og Mogens Schuldt har givet input til de nye vedtægter, som efterfølgende har været behandlet i bestyrelsen og nu lægges frem til drøftelse og vedtagelse på generalforsamlingen.
Som nævnt håber jeg at vi kan fortsætte den fine tradition med at møde talstærkt op på generalforsamlingen, som også er en mulighed for at du kan komme med forslag og input til foreningens fremadrettede arbejde.
Fra mine bestyrelseskollegaer ved jeg også at et sådant fremmøde er med til at glæde og motivere i det arbejde, som vi lægger i at skabe de rigtige rammer for Snekkersten IF – Fodbold.
Vi glæder os til at se mange af jer!
Sportslige hilsner,
Michael Møllgaard Nielsen
Formand
--------
GENERALFORSAMLING
Fodboldafdelingen inviterer til generalforsamling
Onsdag den 25. marts 2020 kl. 19.00
Snekkersten Idrætscenter - Café Cabas
Dagsorden:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Revideret regnskab
- Indkomne forslag*
- Valg af bestyrelse med flere
- a) Formand
Michael Møllgaard Nielsen – Villig til genvalg
- b) Bestyrelsesmedlemmer
Frank S. Jensen - Villig til genvalg
Erik Højbjerg – Villig til genvalg
- c) To suppleanter
Henning Vinther - Villig til genvalg
Jan Henriksen – Villig til genvalg
- d) Revisor
Kallermann Revision A/S – Villig til genvalg
6.Eventuelt
* Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen under punkt 4, skal fremsendes skriftligt til bestyrelsen senest 4 dage før general-forsamlingen.
ÉN KLUB – ÉN FØLELSE
Vi bidrager til livskvalitet, et udfordrende og attraktivt fodboldmiljø for alle